Logo uden ramme

Due to the succes of the sessions we did in Paris, we have decided to move one step further by establishing Care4Activists.org. Read more about it here.

Paris: Activists were happy for the stress relieving sessions we did in Paris during the COP21. And not only activists, but also delegates, representatives from NGO’s and many more people participated in the sessions that took place in the final week of the COP21 negotiations.

 

IMG_4480Paris: The morning yoga sessions for activists at the Climate Action Zone (ZAC) are increasingly popular. Monday morning only four people participated. This morning was quite differerent. Later today we’re doing a session at the Climate Generations Area at 3:30.

Activists are especially susceptible to vocational burnout concludes a pioneer study on activist burnout

“It’s a widely spread problem,” says Paul C. Gorski about activist burnout.

He’s an associate professor at George Mason University, Virginia, USA and just published a pioneer study on activist burnout together with Cher Weixia Chen. The results provided in the study must be scary reading for all activists in social justice, human rights, environment, animal rights and such movements.

“You throw yourself into working in a movement with a strong emotional connection to the cause. This is exactly what makes you highly vulnerable to emotional exhaustion.”

Often this results in burnout, defined as psychological stress characterized by exhaustion, lack of enthusiasm and motivation and feelings of ineffectiveness. A consequence is reduced efficacy at work and people who suffered a burnout are often unfit for work months or even years after.

Stress is a taboo in activist communities

Gorski interviewed 22 activists, who have all recovered from burnout. Their stories are very similar and show the activist as a self-sacrificing person who fights for the cause 24/7. Furthermore Gorski describes the activist culture as a culture where a mindset of martyrdom or guilt culture are predominant. The activists don’t allow themselves self-care and constantly suffer from a guilty conscience of not doing enough for the cause.

Other factors leading to stress and burnout can be the constant issue of the need to raise fundings to the movements and the lack of understanding for the issue from the surroundings.

But worst of all, activist burnout is a taboo in the activist communities. Very few activists are willing to speak up about stress and burnout and NGO’s are often neglecting the problem. One of the reasons that activists are afraid to speak about stress is that stress is considered a sign of weakness and as we know from the media image of an activist, they are supposed to be strong and resilient.

I have recently written an article about activist burnout for the Danish newspaper Information. During my research for the article I had a hard time finding an activist who was willing to speak out about these challenges in the activist organisations.

“That is because stress and burnout goes against the culture in activism,” Paul C. Gorski explained  to me.

Activist burnout is bad for activism

I asked Gorski about the motivation for doing this study.

“I had witnessed organizations and movements that were failing, and one of the reasons as I see it was because they were continually loosing momentum due to the high replacement rate. I’ve been aware of people who suffer a burnout, who simply walk away and never come back. Research has been conducted on how to sustain movements, but what if the biggest threat to sustainability of these movements is the high replacement rate of volunteers? So, that’s how I decided to research in activists’ burnout. It was less about the individual activist. My starting point was really, how do I help sustain these movements by sustaining the people in the movements.”

And how do we do that?

“The first step is to start openly talking about burnout as part of the activism environment rather than a distraction from the activism. But we also need to reframe the problem from being individual and rather that of community care. How do we support each other as activists, how do we create activists’ communities which not only help people to sustain their energy but also help them stay in the game? A shift is needed from self care to community care,” Paul C. Gorski says.

Information

(Morten Steiniche’s article on stress in activism is frontpage of Danish newspaper Information on December 8, 2015. Headline says: ‘Activist’s burn so much for the case they risk burnout’)

 

 

 

 

 

 

 

Paris programParis: Humanitarian activist and indian yoga teacher Govind Radhakrishnan is conducting a workshop in Paris at the Climate Action Zone (ZAC) during the COP21 summit. The aim of the workshop is to train activists to meet the challenges with full efficiency in action.

Program

Monday, December 7th :     Balancing your inner climate

Tuesday, December 8th :   Simple methods to prevent common stress factors that come up during the day

Wednesday, December 9th :   Simple methods to balance chronical physical problems often encountered by activists (headache, stressed back and neck, stomach disorders)

Thursday, December 10th :  Simple methods to handle and focus inner turmoil and anger arising from violations on a personal or a global scale

Friday, December 11th :    Simple methods to focus, stimulate and sharpen the mind (including tools for relieving eye strain and strengthening the eyes)

Each workshop takes place between 9:00 AM and 9:50 AM at Atelier – Centquartre – Nef, ZAC (Climate Action Zone). Find map and full program here.

The program is targeted towards activists. It allows you to connect with your internal and natural self, and each day you will learn, understand and apply different techniques. You can benefit from joining any single day but there are additional benefits if you are able to participate more days. At the end of the program you will have practical tools to bridge and balance your internal and external self. The tools and techniques are tailored to people who can’t passively watch injustice and have a strong desire to contribute to changing the status quo.

Please join!

For more info please contact Morten Steiniche, mobile: 0045 – 2067 5948 / mail: mortensteiniche@gmail.com

De skarpe fronter mellem aktivisterne og det spirituelle miljø er omsider ved at blive blødt op. Og det er kun godt, for hvis vi ikke kigger indad, har vi kun begrænsede muligheder for at skabe meget andet end overfladiske ændringer i verden. Der er brug for den transfomerende syntese i mødet mellem spiritualiteten og aktivismen.

Velcrow Ripper pixDet siger den prisbelønnede filminstruktør Velcrow Ripper, som selv bruger spiritualiteten som drivkraft i sit virke som aktivist. Det er for eksempel igennem den, at det lykkes ham at nære håbet om en positiv fremtid, hvor mennesket har fået bugt med klimaforandringerne. Og netop den transformerende syntese, der opstår i mødet mellem spiritualiteten og aktivismen, er da også omdrejningspunktet i Rippers trilogi Fierce Love med de tre dokumentarfilm Scared Sacred, Fierce Light og Occupy Love.

Læs mere om trilogien her.

Vi står med klimaforandringerne overfor den største krise i menneskehedens historie, og alligevel er du i stand til at finde håbet frem. Du må være en meget positiv person…

”Efter Scared Sacred skrev en avis om mig, at jeg kunne finde lyspunkter i en atomar paddehattesky. Det er rigtigt, at jeg virkelig har et uopslideligt håb,” skyper filmstruktøren fra Manhattan i New York.

”Det er dog vigtigt at skelne håb fra optimisme. Cornell West (der bl.a. er kendt for citatet ”I cannot be an optimist but I am a prisoner of hope”, red.) siger, at optimisme bygger på en forestilling om, at der er beviser for, at tingene kan blive bedre. Men hvis vi kaster et blik på planetens tilstand lige nu, så ser det ikke for godt ud. De store selskabers etik handler udelukkende om at tjene penge, og klimakrisen er ved at løbe af sporet. Så vi kan ikke basere håb på fakta. Håb kommer fra noget andet. Håb bygger på en vision om, at vi kan forandre verden på trods af alt. At vi kan skabe helt nye muligheder. Og hvem ved, vi er før blevet overraskede. Ingen troede, at Berlinmuren ville vælte, og at verden ville ændre sig så hurtigt. For mig er håb et valg. Det samme var det for nogle af de mennesker, som jeg mødte på de ground zero’s, jeg rejste til. Nogle af dem valgte også håbet. For når du opgiver håbet, så giver du op.”

“Jeg vælger at håbe på, at der kommer et paradigmeskifte og en ændring af vores bevidsthed. Der skal en stor omstilling til at redde verden, som den ser ud i dag, men når den kommer, så vil den give os utrolige muligheder for at forbedre vores liv. Det er det smukke ved det.”

Forandringerne bliver overfladiske, hvis vi ikke lærer at kigge indad

I Scared Sacred viser du, hvordan lidelse kan transformeres til medfølelse og medfølelse til handling og på den måde give håb for fremtiden…

“Ja, da jeg arbejdede på Scared Sacred opdagede jeg to grundprincipper, der hjælper mennesker igennem større kriser.”

”Når vi mennesker bliver udsat for lidelse, styrter vi sammen. Vi bliver bitre, vrede eller kyniske, eller også når vi til en højere bevidsthed. Folk, der skaber en forbindelse med sjælen, er dem, der udfører handlinger, der gør livet bedre for andre mennesker. Det kan være meget små handlinger. Det betyder ingenting, det gælder blot om at udvise handling.”

“Dernæst gælder det om at føle, at der er en mening med det hele. Meningen kan komme mange forskellige steder fra, men når du mister din fornemmelse af mening med livet, så er det, at du mister håbet. For nogle ligger meningen i det menneskelige hjerte. For nogle ligger det i troen. For andre igen ligger det i det at have et formål med livet, som man for eksempel kan få ved at hjælpe andre mennesker. Det er en handling, der i sig selv giver mening, fordi den giver dem noget at leve for.”

”Med Scared Sacred opdagede jeg, at mening plus handling er nøglen. Denne forståelse blev virkelig en kilde til håb for mig.”

I hvor høj grad omhandler det paradigmeskifte, som menneskeheden står overfor, at vi ændrer os selv indefra?

”Det tror jeg er et meget vigtigt element. Der skal være en balance. Det kommer selvfølgelig an på, hvem du er. Nogle mennesker er i fuld gang med at se indad men er ikke særlig engagerede i samfundet. Andre er engageret i samfundet, men har ingen sans for det spirituelle. For nogle mennesker ligger svaret i at kigge indad, og for andre ligger det i at engagere sig. Men hvis du slet ikke arbejder med dig selv og slet ikke kigger indad, så tror jeg, at dine muligheder for at skabe andet end overfladiske ændringer i verden er begrænsede.”

Skarp adskillelse mellem aktivisme og spiritualitet

Du har lavet film om aktivisme i snart 25 år og kender aktivist-bevægelserne ganske godt. Det virker som om, at der stadig er en skarp adskillelse imellem det spirituelle og det aktivistiske miljø. Er det også sådan, du ser på det?

”Da jeg var aktivist i miljøbevægelsen i 80’erne, var jeg nødt til at holde min spiritualitet i skabet. Jeg var interesseret i spiritualitet, og jeg var interesseret i aktivisme, men de to områder var nærmest skizofrent adskilte. De spirituelle mennesker blev skræmte over aktivisterne, som de mente var vrede, og aktivisterne foragtede den spirituelle verden, fordi de syntes, den var ude af trit med den virkelige verden.”

”Fierce Love-trilogien er netop så vigtig for mig, fordi den har været som at komme ud af skabet for mig som en spirituel person i en aktivistisk verden.”

I forbindelse med debatten efter visningen af Occupy Love i Filmhuset har jeg forsøgt at få fat i nogle danske aktivister, der kunne relatere til den spirituelle del, men det viste sig at være lidt af en udfordring.

”Der er selvfølgelig aktivistiske ledere, der også er spirituelle. Der er for eksempel Bill McKibben (den amerikanske miljøaktivist, der har stiftet 350.org, red.) og Vandana Shiva (indisk aktivist og forfatter, red.), men det er stadig sådan, at der er mange ’straight’ aktivister.”

“Måske er det et særligt kulturelt forhold ved den danske kultur, at man ser med de samme øjne på spiritualitet og religion, men for mig har spiritualitet intet at gøre med den religion, som den praktiseres i verden i dag. Spiritualitet handler om noget grundlæggende. Det handler om kærlighed.”

Er der noget, aktivisterne kan lære af det spirituelle miljø?

”Der er en betydningskrise i vores samfund. Folk søger efter mening, og det bør de traditionelle aktivistgrupper måske erkende. Grunden til, at fundamentalismen trives i dag i så mange forskellige varianter er fordi, den tilbyder meningsfyldte fællesskaber. Hvis aktivisterne vil engagere folk, så bliver de også nødt til at tilbyde meningsfyldte fælleskaber. Det kan være noget så simpelt som værdier og medfølelse i den måde, vi omgås hinanden på.”

Occupy-bevægelsen bevæger sig hele tiden i nye retninger

Hvor stort er potentialet for den spirituelle aktivisme, tror du for eksempel, at vi kan bruge den til at bekæmpe terrororganisationer som Islamisk Stat?

“Desværre tror jeg kun, at man ændre sådan noget som IS indefra. Når folk bliver så forfærdede over det, der foregår med ekstrem vold, at de unge mænd ikke længere vil lade sig undrullere i IS. Men sådan er det ikke i øjeblikket. Lige nu er Vesten med til at polarisere tilstanden ved at kaste benzin på bålet, hvor vi i stedet har brug for brandmænd. Det er denne kontante brug af magt mod magt. Det er en spiral, der altid ender i mere vold.”

I dine film afdækker du, hvordan lidelse kan føre til forandringer. Men hvor meget lidelse tror du vi mennesker skal gå igennem, før det for alvor går op for os, hvor vigtigt det er at sætte ind overfor klimaforandringerne?

”Det er godt spørgsmål. Robert Jay Lifton har netop skrevet i en artikel i New York Times, at der er ved at ske et skifte i offentlighedens bevidsthed om klimaforandringerne. Klimabevægelsen er ved at ændre sig til være en klima-retfærdigheds-bevægelse. Ofte er det jo sådan, at klimaforandringerne rammer de økonomisk dårligst stillede hårdere end andre. De mest udsatte bliver ramt hårdest.”

“For mange mennesker er klimaforandringerne ikke længere noget abstrakt. Her i New York oplevede vi i 2012 orkanen Sandy, der satte dele af Manhattan under vand. Der er væsentligt færre skeptikere af klimaforandringerne end for bare tre år siden, og de bliver færre og færre på alle sider af det politiske spekter. Og for et par uger siden oplevede vi så den største klimamarch i historien (People’s Climate March, red.). Så der er ved at ske en vigtig holdningsændring.”

Det virker som Occupy ligger stille i øjeblikket. Sker der ingenting?

”Occupy udvikler sig hele tiden i forskellige projekter og retninger. Jeg ser Occupy som en energi, der bevæger sig rundt om på kloden som et projektørlys. Lige nu sker der en hel masse i Hong Kong, hvor bevægelsen er inspireret af Occupy. Hvad der sker derefter, det ved jeg ikke.”

”I USA sker der en del indenfor bekæmp gæld-bevægelsen (Strike Debt!, red.), hvor gæld for millioner af dollars bliver købt op og tilgivet. Der bliver især fokuseret på gæld opnået i forbindelse med det amerikanske sundhedsvæsen, der forgælder mange mennesker, som bliver syge og har brug for behandling. Det er en bevægelse, der ikke foregår på offentlige pladser og derfor ikke er særlig synlig. Der bliver i øjeblikket arbejdet mange steder på at skabe alternative systemer snarere end at protestere imod systemet. Tænk på det som en plante, der skyder rødder i alle mulige retninger og engang imellem blomstrer. Sådan er Occupy-bevægelsen.”

Velcrow Ripper er i øjeblikket igang med en ny film, der ser på, hvordan vi mennesker forandrer planeten, og hvordan disse forandringer forandrer os. Den er klar til at blive vist i foråret 2016.

 

I tre dokumentarfilm undersøger den canadiske instruktør Velcrow Ripper, hvordan den spirituelle aktivisme ikke bare kan hele dybe lidelser og sår, men også redde menneskeheden fra klimakatastrofen. Filmene er en rejse fra Holocaust til 9/11 og Det Arabiske Forår. Er det begyndelsen på verdens største kærlighedshistorie, spørger Ripper. Ja, svarer den amerikanske tænker Jeremy Rifkin.

Klimaet er ved at kollapse, og de økonomiske systemer er ved at bryde sammen. Planeten er i overhængende fare for at ende som et ground zero efter en altødelæggende katastrofe. Men der er håb, siger filminstruktøren Velcrow Ripper i dokumentarfilmen Occupy Love. Der er en vej til at undgå katastrofen, og vejen går gennem næstekærlige handlinger.

Occupy Love er den tredje og sidste del af dokumentarfilm-trilogien Fierce Love, som den canadiske filminstruktør har været 12 år om at lave. I de tre film undersøger Ripper den transformerende syntese, der opstår i mødet mellem spiritualitet og aktivisme, mellem kærlighed og politik.

Læs også interviewet med Velcrow Ripper her.

Ripper beskriver, hvordan vi mennesker er i stand til at transformere lidelse til medfølelse og medfølelse til handling, og hvordan denne transformering ikke bare kan hele dybe sår i sjælen, men også give håb for fremtiden. Vi står med det ene ben i graven, men også på tærsklen af det, der kan blive den største kærlighedshistorie nogensinde.

Scared Sacred – fra lidelse til helbredelse gennem handling

Trilogien indledes med Scared Sacred (2004), som er resultatet af en fem år lang rejse, hvor Velcrow Ripper besøger de steder på kloden, hvor nogle af de største menneskeskabte katastrofer i nyere tid har fundet sted. Her undersøger han, om der i menneskehedens mørkeste stunder var muligt at finde håb og finder eksempler på folk, der healede sig selv igennem altruistiske handlinger. Ripper opdager, at der selv i de værste katastrofer kan opstå ’sacred moments’ – spirituelle øjeblikke – hvor det lykkes for ofrene eller de efterladte at transformere ’scared’ (frygt) til ’sacred’ (hellig) igennem handlinger drevet af næstekærlighed og medfølelse.

Scared SacredFor eksempel i Bhopal i Indien, der i 1984 blev ramt af en af de værste industrielle katastrofer i historien, da et gasudslip af pesticider fra sprøjtemiddelfabrikken Union Carbide i løbet af få timer slog 8000 mennesker ihjel og til dato har berørt en halv million mennesker. Et af de hellige øjeblikke opstod, da flere hundrede mennesker – hovedsagelig kvinder, hvis mænd arbejdede på den delvist amerikansk-ejede fabrik – omsider skaffede sig adgang til fabriksområdet ved at brække en jernlåge op. Det var, fortælles det i filmen, en ”magisk manifestation af magt”, der fik folk til at synge og chante midt i elendighederne. En anden transformation fra frygt til ’sacred’ fandt sted, da de frivillige var med til at etablere en hospitalsklinik, der gav masser af håb.

Velcrow Ripper finder flere eksempler på transformerende begivenheder i The Killing Fields i Cambodia, på Ground Zero i New York, i Hiroshima, Israel/Palæstina, Bosnien og Afghanistan. Selv omkring Holocaust kan der fortælles en historie om glædelig forandring.

”Der er en lære, der siger, at en person eller et folk engang imellem må gå igennem en meget, meget mørk og umenneskelig tid for efterfølgende at kunne nå til et højere niveau end det, man befandt sig på før faldet. Den cyklus kan man også betragte Holocaust som en del af. Det er en erkendelse af, at et system ofte må brydes ned for at noget nyt kan spire frem,” siger rabbineren David Zeller og peger på oprettelsen af staten Israel i 1948 som en – på trods af de ufattelige lidelser – glædelig konsekvens af folkemordet på de mindst 6 millioner jøder.

I slutningen af Scared Sacred rejser Ripper til Israel, hvor han søger efter håb i den jødisk-palæstinensiske konflikt. Her finder han eksempler på, hvordan det lykkes at finde rum for tilgivelse midt i en af de største tragedier, et menneske kan opleve: At miste sit eget barn. Ripper møder blandt andre en mand, der mistede sin 14-årige datter, da en bombe eksploderede i det centrale Jerusalem.

”Alting ændrer sig for dig, når sådan noget sker. Hvor går du hen i livet efter det? Der er kun to veje. Den ene er den åbenlyse og naturlige vej: At søge hævn. Den anden vej handler om forståelse. At spørge dig selv hvorfor det skete og ikke mindst hvad du kan gøre, nu hvor byrden ligger på dine skuldre, for at forhindre, at det sker for andre,” fortæller han.

Sammen med andre forældre til dræbte børn er denne mand i dag engageret i fredsarbejdet igennem foreningen Friends of the Bereaved Families Forum (Foreningen af efterladte familiemedlemmer), der både tæller israelere og palæstinensere.

”De mennesker jeg har mødt har vist mig, at der er én ting, ingen kan miste, og det er friheden til selv at vælge, hvordan vi vil reagere på de begivenheder, der krydser vores vej,” siger Velcrow Ripper.

Scared Sacred har fået en lang række priser. Dokumentaren blev blandt andet kåret som årets bedste dokumentarfilm af det canadiske filmakademi i 2006.

Fierce Light – at transformere verden indefra og ud

Vi kan bruge medfølelse og næstekærlighed til at transformere vores lidelser, men kan vi også bruge kærlighed til at forandre verden? Det er spørgsmålet i Fierce Light (2009), den anden film i trilogien. Her sætter Velcrow Ripper sig for at undersøge, hvad der sker, når spiritualitet møder aktivisme, når de indre kræfter møder de ydre, når kærlighed møder magt.

Fierce Light”Vi skal bare elske dem røven ud af bukserne. Bare elsk. Elsk dem,” jokede Martin Luther King om sine politiske modstandere. Den amerikanske menneskerettighedsaktivist er en af de store politiske aktivister, der var inspireret af Gandhis satyagraha-bevægelse. Satyagraha-filosofien bygger på, at man i stedet for at nedgøre eller tilintetgøre sin modstander skaber et ligeværdigt forhold til ham.

Martin Luther King kaldte det for soulforce (sjælekraft) i sin berømte ’I have a dream-’tale. Han kunne også have kaldt det for kærlighedskraft. Det er den kraft, der gør os i stand til at elske vores fjender. Gandhis kamp mod ulighed i Sydafrika og senere i den indiske uafhængighedsbevægelse, Nelson Mandelas kamp for frihed i Sydafrika og Martin Luther Kings kamp for lighed i USA er alle bevægelser, der bygger på idéen om møde vold og undertrykkelse med kærlighed.

”Sjælekraften kan bremse storme. Den giver magt, og den giver dig mod,” siger den amerikanske borgerrettighedsforkæmper og politiker John Lewis i Fierce Light.

Kraften kommer selvfølgelig indefra. Et af Gandhis berømte citater er, at vi skal være den forandring, som vi selv ønsker at se i verden. Både Gandhi, Nelson Mandela og Martin Luther King personificerede disse forandringer. Men hvordan bliver man i stand til at kunne gøre det selv?

Den vietnamesiske munk, fredsforkæmper og satyagrahi Thich Nhat Hanh giver svaret. Han fortæller, at hvis vi vil slutte fred i verden, bliver vi nødt til først at slutte fred i vores egne hjerter. Og det kan vi blandt andet gøre ved at passe vores spirituelle praksis, hvad det så end er for én. Nogle går i kirke, nogle mediterer, andre gør noget helt andet.

For nogle bliver den spirituelle praksis endda det, der starter lysten til at ville hjælpe med at gøre verden til at bedre sted. Den srilankanske aktivist Krishna Aranta fortæller:

”Jo mere du kigger indad, jo bedre bliver du i stand til at forstå dig selv. Når du lukker øjnene og mediterer, så bliver du klar over, at alt i verden er ét. Vi lever ikke som isolerede væsener. Vi er en del af en større helhed. Jo mere jeg tænker over den indbyrdes forbundethed mellem alt levende, jo mere kærlighed og venlighed udvikler jeg til verden. Men det er ikke nok bare at føle kærlighed og venlighed. Jeg bliver også nødt til at være konstruktiv og tage handling,” siger hun.

Miljø-retfærdighedsaktivisten Van Jones plæderer i Fierce Light for, at vi bruger den spirituelle aktivisme til at skabe en ny verdensorden.

”Det er vigtigt at være rebelsk, fordi en rebel modarbejder uretfærdighed, men jeg synes, det er vigtigere at være en revolutionær, fordi en revolutionær kæmper for en ny orden. Og det er, hvad vi har brug for. Vi har brug for ændringer hele vejen rundt, både i os selv og i verden omkring os. Og det kan den sjælfulde aktivisme inspirere os til,” siger han.

Occupy Love – en revolution, der stammer fra hjertet

Velcrow Ripper sætter sig for undersøge den spirituelle aktivismes potentiale i sin tredje film, Occupy Love (2012). Optagelserne falder tilfældigvis sammen med fremkomsten af Occupy Wall Street-bevægelsen og Det Arabiske Forår. Der er en revolution i gang. En global bevægelse af millioner af mennesker, der har fået nok af økonomisk ulighed, undertrykkelse og rovdriften på naturen.

OccupyLoveMen det er mere end en revolution. Det er bevægelser, der kommer fra hjertet. De bygger på medfølelse og medmenneskelighed, og målet er ikke bare at skabe konfrontationer, men også at skabe fælleskaber, som en af deltagerne i Alberta Tar Sands Healing Walk forklarer. Her mødes oprindelige amerikanere for at skabe opmærksomhed omkring olieselskabernes brutale udnyttelse af naturen i Alberta, Canada. ’Love is the movement’, står der på en af deltagernes tatoveringer.

”Vi er en forsamling. Det er ikke en ideologi, vi repræsenterer, men en metode,” siger en af de unge demonstranter, der er samlet i Madrid under de protester i 2011 og 2012, der bliver hashtagget #spanishrevolution.

Jeremy Rifkin, den amerikanske tænker og aktivist, forklarer, hvordan Occupy, de spanske demonstrationer og Det Arabiske Forår (og nu også protestbevægelsen i Hong Hong) er kendetegnet ved at være organiseret på en helt anden måde, end vi er vant til.

Der er ved at ske et skifte fra den hierakiske til den tværgående magt, siger Rifkin, og det vil ændre den måde vi lever på, den måde opdrager vores børn på, og den måde vi regulerer verden på.

Velcrow Ripper spørger, om det vi oplever i disse år, kan ende med at blive den største kærlighedshistorie nogensinde. Ja, svarer Rifkin. Han håber, at vi mennesker er ved at udvikle så tilstrækkelig meget empati for hinanden, at vi vil ende med at redde kloden og dermed os selv fra undergangen.

”Det er et stort skridt at forestille os, at vi kan udvide vores empati til at omfatte alle levende væsener. Når vi ikke bare kan krydse politiske barrierer, men også ikke-menneskelige barrierer, og vi kan begynde at se en verden uden grænser, hvor alt liv hænger sammen som i en stor famlie. Så er vi virkelig i gang med at skabe en planetarisk kærlighedshistorie,” siger Rifkin.

Naomi Klein, forfatter og aktivist, stemmer i koret af positivister og hæfter sig ved, at protestbevægelserne ikke bare er imod.

”Folk er godt klar over, at det ikke er nok bare at konfrontere magthaverne. Vi er også nødt at komme med bud på, hvad der kan gøres i stedet. Vi kan ikke bare være imod, vi er også nødt til at være for.”

Velcrow Ripper finder talrige eksempler på, hvordan kreativiteten spirer. Der er masser af løsninger på vej. Jo tættere, vi kommer på den totale klimakatastrofe, på det totale sammenbrud af økonomierne, på den totale nedsmeltning, jo mere kreative bliver vi.

”Vi kan ikke fortsætte som hidtil. Virkelige forandringer kommer ikke uden kriser. Barndommen forløber ikke uden kriser. Det er, hvad der sker for menneskeheden lige nu. Vores udvikling har afstedkommet talrige kriser, som i øjeblikket er ved at drive os ind i en helt ny verden, uanset om vi ønsker det eller ej,” siger forfatteren og aktivisten Charles Eisenstein i dokumentaren. Og det er en verden, der er styret af kærlighed, forståelse og empati. Han forklarer videre:

“De økonomiske modeller (som vi hidtil har indrettet verden efter, red.) siger, at hvis der er mere til dig, så er der mindre til mig. Men elskeren ved, at hvis der er mere til dig, så er der også mere til mig. Hvis du elsker nogen, så ved du, at deres lykke er din egen lykke. Deres smerte er også din smerte. Sådan er kærlighed. Kærlighed er, når vi udvider selvet til at omfatte andre mennesker. Og det er en anden slags revolution.”

Velcrow Ripper har hørt og set tilstrækkeligt til, at han tror på, at der er håb forude.

”Vi lever i en tid med kriser som aldrig før, men også i en tid med større visioner end nogensinde. Gnisten i det globale forår er ved at blusse op. Det er en revolution igang, den kommer fra hjertet, og det er den største kærlighedshistorie på planeten.”

Scared Sacred og Occupy Love blev vist i Filmhuset i København den 19. og den 23. november 2014. Ved visningen den 23. november var der efterfølgende paneldebat med sognepræst Per Ramsdal og Swamiji Jyotirmaya fra The Art of Living og med Morten Steiniche som ordstyrer.